Dopamin: Hvordan et enkelt molekyle blev til den universalforklaring, alle ledte efter

Læs hvordan tidens populære dopaminforklaring faktisk bygger på abeforsøg (og hvor meget der i virkeligheden sker i hjernen, når du får et like på Instagram).

Foto: Rigshospitalet.

Her får du et kapitel fra bogen Hov, et egern – en lille bog om dine digitale (u)vaner, som er udkommet på Gyldendal og kan købes her.

Bogen handler om dine digitale vaner og hvordan du ændrer dem, men før jeg kan komme i gang med at lære dig om dem, er jeg nødt til at aflive nogle af tidens poppede (og ubrugelige) forklaringer. En af dem handler om dopamin.

Celebritymolekylet dopamin og de lækre hjerneforklaringer

På et universitet i USA sidder en kvinde og ser på en computerskærm. Hun er i et veltempereret lokale med et behageligt lys. Lokalet har malerier på væggene, planter i vindueskarmen og er indrettet i en naturlig og hjemlig atmosfære. Kvinden er logget på sin Facebook-konto. På skærmen foran sig ser hun de likes og kommentarer, som hendes seneste Facebook-opslag modtager.

Det har hun gjort tusindvis af gange før. Men det er også det eneste, der er normalt. Kvinden har nemlig elektroder koblet til hjernen. De er blevet indopereret tidligere på dagen, og nu måler de aktiviteten i en serie nerveceller i hendes striatum, der er et center i midthjernen, hvor en stor del af vores læring, vaner og belønning håndteres. I lokalet sidder også to psykologer og en assistent og følger på deres computerskærme nøje med i elektrodernes målinger. De er nemlig ved at måle dopaminniveauet i hjernens nerveceller, imens kvinden tjekker Facebook.

Dopamin er et kemisk stof, som visse af din hjernes nerveceller bruger, når de kommunikerer med hinanden. Dopamin er også det stof, som fremhæves, når vi skal forstå og forklare vores store forbrug af digitale og sociale medier. Forklaringerne varierer, men generelt lyder de sådan her: ”Dopamin er hjernens belønningsstof. Når du får et like eller et spændende opslag på sociale medier, får din hjerne et skud dopamin. Det føles godt og får dig til at tjekke igen og igen – uden du selv helt kan styre det.”

Resultatet af forskernes undersøgelser er heller ikke til at tage fejl af: Når kvinden opdager, at hun har fået et nyt like, sker et målbart spring i dopaminniveauet i hendes hjernes belønningscenter. Det bekræfter, at likes udløser dopamin, og at dopamin derfor er årsagen til vores afhængighed af sociale medier.

Problemet er bare, at der aldrig til dato er noget menneske, der har fået målt deres dopaminniveau, imens de tjekkede Facebook. Situationen med kvinden er komplet fri fantasi fra min side. Faktisk er der ikke ret mange mennesker, der nogensinde har fået målt deres dopaminniveau på celleniveau i realtid – for det kræver, at man får indopereret elektroder i hjernen. Og de, der har fået indopereret elektroder, har kun fået målt på en ganske lille del af hjernen (det sted, elektroden berører) og over meget kort tid, da elektroderne hurtigt danner arvæv.

Når så mange mennesker i dag træder frem og samstemmende forklarer vores intense brug af sociale medier med at likes udløser dopamin, ved jeg altså ikke, hvor de har det fra. Det kan ikke være fra forskningen.

Forskere har til gengæld udført eksperimenter på aber, hvor dopaminniveauet i enkelte celler blev målt, imens de løste forskellige opgaver. Det er sandsynligvis her, vores teorier om dopamin og sociale medier stammer fra.

Du skal her forestille dig en sulten makak-abe på cirka tre et halvt kilo, der sidder i et nøgent lokale, spændt fast til en stol, mens den løser ultrasimple opgaver i stil med ”når en lille lampe lyser, skal du trykke på en knap, så får du 0,20 milliliter æblejuice”. Aben har én elektrode indopereret på én nervecelle i hjernen. Elektroden kan registrere, om der foregår dopaminaktivitet i den nervecelle, men ikke i hjernens andre milliarder celler. Det svarer til at betragte Jorden fra rummet gennem et sugerør og prøve at forstå, hvad der foregår.

Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at abeforsøgene til dato har givet forskellige resultater. Der er for eksempel forskning, der tyder på, at abers hjerner udløser dopamin, når aben har løst en opgave succesfuldt. Men kun i forbindelse med indlæring – ikke når aben har lært opgaven. Når opgaven er indlært, udløser abens nervebaner til gengæld dopamin, når aben forventer at kunne løse en opgave – men ikke, når den har løst opgaven. Atter andre målinger viser, at abers hjerner udløser dopamin, bare de ser noget, de ikke har set før. Og yderligere dopaminforsøg, der bruger hjernescannere frem for elektroder, tyder på, at det er nok, at aben blinker med øjnene, for at aktivere dopaminneuroner mange steder i hjernen.

Vi ved ikke ret meget om, hvordan dopamin opfører sig i menneskehjernen, for forskning i dopamins betydning og måder at fungere på er stadig ung og præget af gæt og teorier. Den dopaminforskning, der finder sted på mennesker, handler desuden mest om at forstå dopaminets rolle i neurologiske sygdomme som Parkinsons – ikke om at kigge på mennesker, der er på Facebook.

Inde i hjernen, der får et like

At tjekke Facebook er en utroligt kompleks handling sammenlignet med et simpelt laboratorieeksperiment, hvor aben skal trykke på én knap, og belønningen er sukker. En belønning, der består af sukker, vil for eksempel ikke kræve megen evaluering for en abe. For en abe er sukker altid godt – uanset kontekst – men for dig, der modtager et like for et foto af din aftensmad, er der langt mere på spil, end hvad der forgår i dine dopaminudvekslende hjerneceller.

Her er, hvordan et like kan se ud i din hjerne, set fra et neurologisk synspunkt:

Når du skal afkode et like på et billede af din aftensmad, skal du for det første aktivere dit synscenter (den occipitale cortex) og dit motoriske center (den frontale cortex) for at finde mobilen, tage den op og se på den. Du skal aktivere din implicitte viden om, hvordan man åbner en app (striatum og de basale ganglier), og dernæst skal du bruge din evne til at læse tekst (er kulturelt skabt og derfor ikke lokaliseret til ét sted i hjernen) og til at afkode billeder (involverer mange centre i hjernen, men er centreret omkring den dorsale og ventrale strøm af nervebaner). Og det er blot for at se, at der er kommet et like, og hvad der er blevet liket på.

Du skal dertil vurdere, hvor værdifuldt liket er. Det gør du blandt andet ved at genkende personen, der likede billedet (ansigtsgenkendelse involverer mere end seks forskellige centre i hjernen), vurdere, hvor høj status personen har (afkodning af sociale hierarkier involverer bl.a. amygdala, hypothalamus og den frontale cortex), og hvad personen ellers har liket (langtidshukommelse involverer bl.a. hippocampus og neocortex), inden du kan vurdere, hvor værdifuldt liket er.

Og du tæller naturligvis også lige, hvor mange likes billedet ellers har fået (tal håndteres i den inferiøre temporale gyrus). Du skal ydermere forhandle med din impulskontrol (primært den frontale cortex) for at finde ud af, hvor meget tid og opmærksomhed du skal bruge på at tjekke netop det fotos likes frem for alt det, du ellers kunne tjekke – på og uden for skærmen.

Endelig skal du konstant bruge korttidshukommelsen (præfrontal cortex), mens du tjekker, så du kan huske, hvad du i det hele taget er i gang med at gøre og har gjort for få sekunder siden.

Alle disse placeringer i hjernen er ikke engang helt nøjagtige, da de fleste handlinger aktiverer mange forskellige dele af hjernen, og teorierne om hjernen udvikler sig konstant – ofte med ganske få års mellemrum.

At tjekke sin mobil for likes er altså en meget kompleks adfærd, som i praksis inddrager mange vidt forskellige dele af hjernen og kroppen. At prøve at forklare vores brug af sociale medier alene med ét enkelt molekyle, dopamin, er altså nærmest en joke, set fra et neurologisk perspektiv.

Sex, rock og dopamin

Facebook og de andre sociale medier berører milliarder af menneskers liv hver dag. Derfor vil forskere og medier naturligvis meget gerne forstå og forklare, hvorfor vi bruger de medier så ofte. Her er dopaminforklaringen bekvem og effektiv, da den giver os noget, der føles som en forklaring. Ovenikøbet en forklaring, der er simpel og let kan formidles i et nyhedsindslag eller i et Facebook-opslag.

Desuden er den slags hjerneforklaringer højeste videnskabelige mode. Kan man påvise, at en adfærd sidder i en bestemt del af hjernen, eller den skyldes nogle specifikke hjerneprocesser, vil ens forklaring virke indsigtsfuld og relevant og tilfredsstille de fleste.

Endnu bedre bliver nyhedshistorien naturligvis, når man kobler brugen af f.eks. Facebook og Instagram sammen med narkotiske stoffer som kokain. Når mennesker bruger kokain, påvirkes deres dopaminniveau. Derfor hører man ofte sætninger som ”Vores Facebook-brug skyldes, at hjernen udløser dopamin – det samme stof, som udløses, når vi tager kokain”.

Måske det derfor er blevet populært at tale om sociale medier, som om de var en slags narko. Nogle har f.eks. kaldt Facebook for en ”dopaminpusher”. Og dopamin for ”hjernens eget narkotikum”. Og udtrykket ”hjernen får et dopaminfix”, er jo rent junkiesprog.

Det er gode historier, men det er desværre også sensationspræget og upræcist vrøvl at tale om dopamin som ”hjernens narko”. Forskningen har langtfra dokumenteret dopaminets funktion til fulde, og forskerne har desuden meget svært ved at måle specifik dopaminaktivitet hos mennesker. Vi ved dog, at dopamin ikke er et eksklusivt og syndigt lystmolekyle, som vi kun producerer, når vi f.eks. tager stoffer, dyrker sex og tjekker likes. Faktisk er der ingen videnskabelig evidens for, at vores krop kræver dopamin, som var det et narkotikum.

Dopamin er snarere en kemisk arbejdshest, som er på spil hver eneste gang, du lærer noget, udviser målrettet adfærd og – ja, blinker med øjnene. Producerede vores nervesystem ikke dopamin, ville vi aldrig få foretaget os noget som helst. Vi var uddøde som art for længst.

Så selvfølgelig er der også dopamin på spil, når du tjekker sociale medier. Dopaminaktivitet er til stede i mange forskellige situationer og kan primært registreres i centre, der står for vaner og tillært, målrettet adfærd. Derfor ville det ærligt talt være meget bemærkelsesværdigt, hvis der ikke blev udløst dopamin, når du tjekkede din mobiltelefon. Især eftersom det at tjekke mobilen er noget, du har øvet dig i at gøre.

Forskningen på området vender dog det meste af det, vi ofte hører om dopamin, helt på hovedet. Schweizeren Wolfram Schultz er en af verdens mest kendte dopaminforskere. Ifølge hans forskning udløses dopamin ikke, når du får en belønning, men når du forventer en belønning. Du tjekker altså ikke din mobil i håb om at få et skud dopamin – du tjekker, fordi du lige har fået et. Desuden har Schultz ikke fundet nogen beviser for, at det føles rart, når hjernen udløser dopamin. Dopamin er med andre ord ikke det belønningsstof, som alle gør det til.

Men det mest interessante ved disse nye kendsgerninger er dog, at de er komplet ligegyldige for dig. Du kan alligevel ikke gøre noget ved dit dopaminniveau. Du kan ikke registrere det, lige meget hvornår og hvordan dopaminen udløses. Og du kan heller ikke påvirke det. Derfor er dopaminforklaringen i praksis komplet ubrugelig for mennesker, der ikke er psykologer eller forskere.

Problemet med dopamin er ikke svaret – det er spørgsmålet. I stedet for at spørge: ”Hvilke kemiske processer i hjernen er på spil, når vi tjekker vores skærme hele tiden?”, skal vi spørge: ”Hvordan har jeg dog fået lært mig selv at bruge sociale medier så ofte, som jeg gør?”

Og det er netop hvad denne bog handler om – køb den på Saxo

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *