Kapitel 1: Historien om Lone

Dette kapitel om “Lone” fjernede jeg tidligt fra bogen. Mest fordi det ikke er en bog om børn Men også fordi det altid er sårbart at få udpeget sine vaner når det handler om børn. Det kan let skabe skyldfølelse og virke som en løftet pegefinger. Og det er jo netop hvad bogen ikke skal gøre.

Selvom det kan være hårdt at få påpeget at vi skaber digitale vaner for børn, bliver ingen skammet ud i kapitlet – og det rummer nogle meget væsentlige pointer om børn og mobilvaner, som du ikke skal snydes for.

Anders Colding-Jørgensen

For et par år siden besøgte jeg en børnehave i Hovedstadsområdet. Her bemærkede jeg især en ung pædagog, som vi kan kalde Lone.

Lone gjorde noget som jeg tror at rigtigt mange af os gør –  i den bedste mening: Lone hjalp nemlig børnene med at udvikle skærmvaner. Der var ingen tvivl om at Lone blot ville vise børnene alt det smarte man kan med en mobiltelefon. Resultatet var imidlertid at hun fik knyttet flere, helt almindeligt forekommende, situationer og følelser hos børnene sammen med det at tjekke mobiltelefonen. Og når man har en situation som bliver knyttet systematisk sammen med en adfærd, har man jo en spirende vane. Netop den vanemekanisme, har du fået grundigt gennemgået i bogen.

Og netop de små hverdagsvaner er det nyttigt at være bevidst om.

Derfor får du tre små lærerige episoder her. Alle navne og detaljer er naturligvis ændret.

1. Sally er god til at klatre

Da Sallys mor kom for at hente sin datter, fortalte Sally stolt hvor højt hun havde klatret op i et af børnehavens træer den dag. Pædagogen Lone supplerede: ”Jeg kan endda vise dig hvor højt hun klatrede op”. Jeg begyndte at se mig omkring efter det træ, Lone nu ville have os hen til, for at vise Sallys os bedrifter. Men i stedet for at vise os et træ, trak Lone mobilen frem og viste moren et billede på den. Sally kunne ikke se billedet – det kunne jeg heller ikke.

Til gengæld fik Sally lært at når man har gjort noget rigtig dygtigt, så skal mobilen frem og dokumentere det. Og billedet skal vises til andre, som kan anerkende det.


2. Elinor savnede sin mor

Da Elinor blev afleveret, var hun ked af det og savnede sin mor. Lone foreslog derfor at Elinor kunne tegne en tegning, som Lone så kunne tage et foto af med mobilen og sende til Elinors mor. På den måde kunne Elinor blive trøstet af at opleve en kontakt til mor lige nu – fremfor at vente til mor kom og hentede hende.  Elinor blev da også gladere. Ikke mindst da de andre børn begyndte at tale interesserede om at hun skulle have taget et billede af sin tegning med mobilen. Det var sjovt og sejt.

Elinor lærte her at man kan få en umiddelbar social tilfredsstillelse af sine behov med en mobil, frem for at vente på at mor kommer senere. Og hun lærte at hun ikke behøver at føle sig alene med sig selv, når en mobil let kan skabe en kontakt til andre.


3. Historien om skovskaden

Da Markus så en spændende fugl lande på legepladsen, pegede han begejstret på den og sagde ”Se – den er flot. Hvad er det for én?”. Lone kendte ikke fuglens navn, men i stedet for at spørge en af de ældre pædagoger om hvad fuglen mon hed – eller at finde en fuglebog og artsbestemme fuglen sammen med børnene og tale om de andre fugle de også så i bogen, tog Lone mobilen frem.

Efter at have bladret og tastet og kigget ned i skærmen, uden at nogen kunne se hvad hun foretog sig, kunne Lone vise et billede af en skovskade og fortælle børnene hvad den hed. Markus og de andre børn lærte her at man skal tage en mobiltelefon frem hvis man ser noget nyt og interessant, man ikke kender.

Her lærte Markus og de andre børn at viden er noget man får fra en mobiltelefon, frem for fra andre mennesker. Og han lærte at knytte mobilen sammen med den almindeligt forekommende situation, at man oplever noget nyt.

Der er intet galt med Lone!

Dette var på ingen måde en dårlig børnehave og “Lone” er en dygtig, kærlig og engageret pædagog. Og hun gjorde nok ikke andet end de fleste af os gør til hverdag. Når jeg fortæller disse historie, er der derfor for at illustrere, hvordan det vi gør nu og her også er en del af de vaner vi danner på længere sigt. Når vi for eksempel løser et kedsomhedsproblem med Ramasjang, skaber vi ro på kort sigt. Men vi grundlægger også vaner for underholdning og kedsomhed på længere sigt.

I vores hjem lader vi med fornøjelse vores datter se en dårlig amerikansk tegnefilm, hvis vi gerne vil have fred til at lave mad eller ikke gider at være underholdende på en lang regnvejrsdag. Og min datter får også somme tider en skærm efter en skoledag, så det lige bliver til en afslapper i sofaen, mens far arbejder færdig. Men samtidigt er jeg konstant opmærksom på at vi også danner vaner på længere sigt. Og når min datter for eksempel siger “jeg keder mig – jeg kan ikke finde på andet end at glo tegnefilm!” så er det der jeg skal sætte tid af til at tvinge hende (kærligt) til at finde på andet. Netop fordi det at kunne andet end en skærm, er en forudsætning for at få et afbalanceret forhold til medier.

Det tager ikke ret lang tid at lære at google, at tage et foto og dele det eller at tænde for en tegnefilm på iPad’en. Det er alt det andet der tager tid. At lære at være alene med sig selv og sine tanker. At lære at tale med andre mennesker om komplicerede emner. At skabe noget med sine hænder. At være sammen med andre mennesker i længere tid ad gangen. At læse bøger og længere tekster. At danne en mentale model af verden omkring sig og vide hvor man er. At huske. At underholde sig selv og hinanden. Og at det ikke er verdens undergang at savne sin mor, hvis hun snart kommer igen.

Men husk nu at computere også er fantastiske opfindelser. Faktisk vil jeg mene at et barn der slet ikke lærere at google eller at spille computerspil, bliver lidt snydt for det som verden har at byde på. Men når vores børn en dag er voksne og måske gerne vil skrue ned for deres forbrug af digitale medier, er det virkelig praktisk at de rent faktisk har lært at gøre andet. Og vi kan ikke give vores børn en skærm når de keder sig, er triste eller skal lade være med at skændes og derefter undre os over at vi senere får teenagere der bruger skærme konstant og i nøjagtigt de samme situationer.

Når du forstår hvordan vaner fungerer – og at du også er digital vanedanner i din families liv, kan du begynde at forme jeres vaner mere bevidst. Og derfor skulle du lige læse kapitlet om børn. Selvom det ikke blev i papirbogen.

Har du ikke læst “Hov, et egern!” endnu?

Det er synd. Men du kan stadig nå det. Jeg kan ikke love dig at du oplever en magisk ændring i din adfærd – for i sidste ende er det jo dig selv, der tjekker dine skærme. Men jeg kan garantere dig at du forstår dine vaner langt bedre og er bedre rustet til at få styr på din tjekkeadfærd, hvis du har lyst.

Du kan finde bogen på Saxo.com her
(brug koden hovetegern19 og få yderligere 10% rabat!)

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *