Kapitel 5: Hvori jeg går på Twitter igen og tager min egen medicin

Dette “ekstrakapitel” begynder med en tilståelse: For en måned siden, gik jeg på Twitter, efter mere end to år. Når jeg i bogen fortæller at jeg komplet har forladt de sociale medier, er det altså ikke længere helt rigtigt.

Årsagen er rent professionel. Jeg bruger Twitter i arbejdstiden til at debattere og gøre opmærksom på det jeg synes er vigtigt. Jeg har ingen planer om at bruge andre sociale medier, men som forfatter og foredragsholder er det simpelthen et kæmpe handicap, ikke at have sin egen “kanal”. Det er for eksempel temmelig omstændigt at få feedback på bogen og at diskutere pointerne med mine læsere.

Så her er jeg så nu. Og det er jo måske i virkeligheden ikke helt tosset, i forhold til de råd jeg giver i bogen. For nu kan jeg tage min egen medicin, kan jeg. Derfor har jeg nu også læst bogen igen (for første gang siden maj). Ikke som forfatteren, men som et menneske der skal fungere med sociale medier i sit liv og gerne vil have hjælp til at forstå og påvirke sine digitale vaner. Birgit Juel Martinsen skrev i sin anmeldelse af bogen, at hun havde lidt svært ved at tage imod skærmråd fra en “asket”, der selv ikke havde problemerne inde på livet. Den indvending behøver hun ikke at have længere. Jeg er med andre ord nu som de fleste af mine læsere.

Her vil jeg dele nogle af de tommelfingerregler, jeg selv bruger i min nye hverdag:

1: Ingen opslag efter klokken 14

Et af de vigtigste begreber jeg bruger i min hverdag, er “det åbne feedback loop”.

Et feedback loop er når vi sender et signal ud i verden – og får svar. Når jeg for eksempel siger godmorgen til min nabo, åbner jeg et feedback loop. Når min nabo svarer godmorgen tilbage, bliver loopet lukket igen. I perioden fra jeg siger godmorgen og til min nabo har svaret tilbage er feedback loopet stadig “åbent”. Det har en ret markant betydning for, hvor min opmærksomhed retter sig hen. Mens loopet er åbent vil jeg nemlig koncentrere mig mere om det, end om mine øvrige omgivelser. Uafsluttet kommunikation tiltrækker sig stor opmærksomhed – og det er jo i virkeligheden ikke så mærkeligt.

Når vi kommunikerer på digitale medier, åbner vi konstant den slags feedback loops. Vi gør det f.eks. når vi sender en besked eller en email. Du kender sikkert situationen hvor du har sendt en vigtig mail og efterfølgende først kan lægge mobilen fra dig og tænke på noget andet når du har fået svar. Sådan fungerer opslag på sociale medier også. Hver gang jeg poster et Tweet, vil jeg altså (alt andet lige) være særligt optaget af at se efter svar. Det betyder at jeg vil opleve indre tjekkeimpulser – hver gang jeg kommer i tanke om at jeg har et kommunikations- eller feedback loop åbent.

Derfor har jeg som min første tommelfingerregel at jeg ikke poster noget efter klokken 14. På den måde har jeg et par timer hvor den voldsomste feedback klinger af, inden  jeg holder fyraften ca. 16. Sådan bliver det lettere at lægge arbejdet fra mig, når jeg holder fri med familien. Altså ikke noget med lige at få skudt en post af inden fyraften – for så ender jeg temmelig sikkert med lige at få tjekkelyst resten af eftermiddagen/aftenen.

2: Ingen opslag før jeg skal fordybe mig

Af samme årsag er det en ret dum idé at poste et eller andet klogt, lige før jeg for eksempel skal skrive en kronik eller læse en forskningsartikel. Det har jeg formuleret som tommelfingerregel 2 – at jeg først får koncentrationskrævende opgaver overstået, før jeg poster noget som jeg forventer (eller håber) jeg får feedback på. Det er ikke altid let. Jeg arbejder ikke efter et fast skema og kan for eksempel beslutte mig til at skrive eller læse en tekst , lige efter jeg har postet på Twitter. Jeg kan jo også blive ramt af debatimpulser lige før fyraften og komme til at skrive en kommentar, før jeg får set hvad klokken er.

Hvilket bringer mig til det næste tommelfingerregel:

3: Forstå og tilgiv – jeg kan ikke både poste meget og lade være at tjekke

I forbindelse med lukningen af Radio 24syv, fik jeg en idé til et snedigt Tweet (syntes jeg selv), inspireret af noget lidt dumt som Hella Joof fik sagt om disruption engang. Det medførte at et par hundrede mennesker i døgnet efter, var forbi og like det.

Tweetet så sådan her ud:

Det er dejligt at folk kan lide ens humor, hvad enten de ler af ens vittighed i det fysiske rum eller liker et tweet. Det er også naturligt at være interesseret i at følge reaktioner og likes. Jeg havde her “åbnet et feedback loop”, som var længe om at “lukkes”. Det medførte at jeg var på Twitter efter arbejdstid – mere end én gang, endda. På trods af at jeg faktisk har det princip at jeg ikke åbner Twitter efter 16 (og kun på hverdage). Hvad enten det er spas eller alvor, kan de ske at noget jeg har skrevet bliver ved med at summe af feedback. Og somme tider kan det være temmelig dragende. Det kender du sikkert.

Nu kunne jeg jo begynde at slå mig selv i hovedet over min manglende viljestyrke. Men i stedet valgte jeg at tillade mig selv at nyde den gode feedback. Jeg ved jo at tweets helt uundgåeligt kan skaber mange indre tjekkeimpulser. Jeg valgte derfor at se min tjekkeadfærd som en acceptabel undtagelse, frem for at modarbejde min egen psykologi med skyld og skam.

Tricket her er, ikke at få rodet sig ud i en masse afledt kommunikation, hver gang man er inde at tjekke. For når man alligevel har Twitter åben, er det jo ret let at blive fristet til at svare, dele og debattere endnu mere. Kommunikation avler kommunikation og pludselig sidder man  i tjekkesumpen. I stedet handler det om at nyde at folk synes at det var sjovt, men samtidigt give sin puls tid til at falde ned og huske på at det høje tempo er en undtagelse, som jeg gerne må nyde skyldfrit – ikke det nye normale tempo, som skal styre min adfærd.

4: Flere tegneserier, tak!

Somme tider har jeg været involveret i flere eller langstrakte debatter hen over en dag. Det kan være på Twitter, men også på email eller andre steder. Det kan være spændende og fagligt (og socialt) givende. Men det kan også gøre at jeg får vænnet min opmærksomhed til at kigge efter kommunikation. Det bliver med andre ord normalt og en del af min psykologiske ligevægt (det som jeg kalder mit equilibrium i bogen) at der er noget i gang derude, jeg er ved at følge med i. Når det sker, kan det efterfølgende føles lidt ukomfortabelt ikke at have min opmærksomhed beskæftiget. Ikke mindst fordi nogle af temaerne fra debatten også kan rumstere en tid endnu.

Den slags tager lidt tid at justere. Når jeg skal akklimatiseres og “trappe ned” fra en intens kommunikation med høj puls, griber jeg derfor somme tider et tegneseriealbum fra reolen. Her kunne man tro at det handlede om at sådan en analog tryksag på papir er finere end en skærm. Men det har faktisk intet med sagen at gøre. Sådan en tegneserie løser den opgave jeg står med. Tegneserien udfylder et tomrum, for min opmærksomhed, så jeg ikke bare prøver at “gøre intet”. Som jeg har fortalt i bogen, så er det ikke kompatibelt med dine vaner blot at “lade være”. Det er langt mere effektivt at lede sin adfærd over i noget andet.

Fordi en tegneserie kan holder min opmærksomhed stimuleret uden at producere ny kommunikation med flere åbne feedback loops, er den rigtigt god til at fungere som en “sut”, mens pulsen falder og tjekkeimpulserne klinger af. Se også bogsutten.

Jeg har besluttet mig til at benytte lejligheden til at udbygge min tegneseriesamling – det vil gøre det endnu mere tilfredsstillende at gøre noget andet end at tjekke 🙂

5: Styr debatimpulsen (hold mig fra politik)

På twitter er der et hashtag der hedder #dkpol. Her kan man være sikker på at støde på holdninger man er uenig i og emner det føles utroligt vigtige at blande sig i. Jeg har en stærk opmærksomhed på at især debatter om politik, kan være polariserede, skabe stærke følelser og pludselig ende med at tage en stor del af min tid. Både fordi det er meget let at blive provokeret til at deltage, men også fordi man ret let får en masse positiv feedback fra folk på samme “side” som en selv, hvis man ellers formulerer sig godt. Der er med andre ord knald på den slags debatter.

Det er naturligvis ikke meningen at jeg skal holde mig helt fra at være et politisk menneske. Det er både urealistisk og dumt. Men jeg har den tommelfingerregel at jeg prøver at tænke mig om to gange, hvis jeg er pludselig er ved at poste noget om f.eks. Trump eller regeringen. Det lykkes langt fra altid, men det er altså stadigvæk lettere at standse tjekkeadfærden her, end når man først har postet og efterfølgende bliver fristet til at se hvad responsen blev.

Tommelfingerregelen er simpel. Man tjekker mere, jo mere man poster. Og da det tager længere tid og er mere omstændigt at skrive en kommentar end at tjekke for svar, er der mere tid til at standse sig selv når man skriver end når man bare tjekker. Derfor når jeg ofte at gribe mig selv og sige “hør – er det her nu nødvendigt?”, inden  jeg får postet. Det er ikke en trylleformular, men det kan spare mig for at blive suget ind i mange debatter, jeg sagtens kunne have undgået.

Og det vigtigste

Disse tommelfingerregler hjælper mig igennem dage, hvor der har været knald på debatten. Men til hverdag er det stadigvæk et engagement i familien, haven, hunden der skal luftes (uden mobiltelefon), datteren der skal have tæv i Uno og brændet der skal kløves, som skaber balancen. Et sundt forhold til digitale medier handler mindre om alt det du ikke skal og mere om at fylde sit liv med værdi og aktiviteter. Og så er der én regel over dem alle: I samme øjeblik min datter kommer ind i samme lokale som mig, bliver mobilen lagt væk. Det er ikke noget jeg skal besluttet hver gang, men en regel der sikrer at hun aldrig skal kæmpe med nok så mange begejstrede likes om at få min opmærksomhed.

 

 

 

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *